United States or Slovakia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet gøer. Oppe paa Højen hos Fru Brandt var Skovriderens komne. Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.
Saa vilde vi ogsaa omkalfatre det næste Værelse. Men Fa'er sagde: Nej lad det være her skal ikke forandres. Herinde blev Mo'er og jeg forlovet og der saa' ud som den Dag idag her skal det blive.... Lidt efter saa var Elisabeth og Thorsen blevet borte oppe paa Højen, tror jeg, fik han hende sagt ... hvad han havde paa Hjerte.
Det var en Sommeraften vi kom ind fra Haven, vi havde spist paa Højen. Saa sagde Thorsen med ét overgiven: -At saa dannede Folk kan møblere saa smagløst. Og han begyndte at flytte et Par Stole. Du kjendte Thorsen, hvordan hans Indfald kunde smitte. Ikke gik der fem Minuter, før vi alle løb om med sit, og flyttede og regerede.... I et Kvarter var hele Stuen lavet om.
Men før jeg kunde fortælle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa hans svære, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Højen og red saa videre, medens jeg undrede mig over hans Opførsel. Fra Tid til anden stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu sad inde med det værdifulde Dokument.
Fru Brandt, der lignede en Skildvagt med Geværet i Hvil, sad paa Højen med Ida, indtil Frøken Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet: -Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun. Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.
Paa Bunden af det saaledes dannede Basin laa der en Landsby. Nikola standsede paa en Bakke og saá sig om. "Vi maa finde et Skjulested paa Højen et eller andet Sted her," sagde han, "men før vi gør det, maa vi have Føde." "Og vi maa have andet Tøj," svarede jeg, for man maa huske paa, at vi endnu var klædt i de Munkeklæder, vi havde haft paa, da vi forlod Klostret.
Da vi forlod Højen og beredte os til at stige ned i Dalen, saá vi pludselig en stor Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi havde søgt saa længe, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget. Klostret. Vi stod og saá ud over Dalen neppe i Stand til at tro, at vi endelig var kommet til det Sted, vi havde hørt saa meget om.
Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han et Skrig fra sig af Angst. Lane vendte sig om. »Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var nemlig intet at se. »Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ... jeg synes saa #bestemt#, der igen var et modbydeligt Ansigt, som kiggede frem over Højen derhenne.« De stod lidt og ventede ... »Snak!
Nede paa Højen var de begyndt at trille med Laag. -Vor Herre bevares, sagde Schrøder og saá ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rørt. Hun fik Børnene op i Rækker og de begyndte at marchere.
Aaen svulmede mørk og urolig, alt var i en Væde, og Luften lugtede svedent. Men da de kom op paa Højen ovenfor Huset, saa de et jammerligt Syn. Det brændte inde i Landet, det brændte paa over en halv Snes Steder, store ganske uforstyrrelige Ildebrande lige op i Luften. Aa! udbrød gamle Thøger harmet. Han gjorde sig hastig Rede for Beliggenheden.