United States or Peru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine næsten kronede Anstrengelser, denne Elskovs ubekjæmpelige Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig Ømhed.
Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse erindrer jeg endnu ganske levende, skjøndt jeg ikke et Øieblik hengav mig til den. For jeg havde allerede draget hende ind til mig og følte snart min Omfavnelse gjengjældt med en Heftighed, der mindre havde Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed.
Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde. De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og blev duggede om Næseborene.
Vims og forfjamsket, bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.
-Putte Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev helt kælen af al den Ømhed og laa tæt ind til Legationsraadinden, som klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om Dunckers to stakkels Drenge: -Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa de smaa Stakler.
Det var sandsynligt, at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende.
Skal du saa ikke kysse mig? hviskede hun knap hørligt, hun nærmede sig i Skælven. Han rørte sig ikke. Da vilde hun varme ham, hun lagde sit Hjærte til hans for at varme ham, hun prøvede at vise ham Ømhed. Men han var ikke levende. Hun kaldte ham forknyt ved Navn, i den Tro at han var faldet hen. Men han laa vaagen. Ja han laa vaagen. Og Natten gik. Nu galer Hanen ad Dag, sagde Axel.
Und mein Stamm sind jene Asra, welche sterben, wenn sie lieben. I pludselig ømhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde hun sin Arm om hans Hals. Da de vækkedes af Bifalds-Larmen, løftede Carl sit Hoved fra hendes Skulder. -Kom lad os gaa ned til Havet. -Til Havet, nu ... saa silde ... Nei kom, vi maa hjem.
Det var, som havde hun altid været vant dertil og aldrig tænkt sig, at det kunde være anderledes. Men det hændte ikke, at hun selv søgte hans Ømhed. Og aldrig fornam han sit Herredømme over hendes Villie saadan som den første Dag. Elskede hun ham? Han stillede aldrig det Spørgsmaal aabent til sig selv. I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans Sind som en sagte bankende Uro.
Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen med en næsten feberagtig Ømhed, og han fik i Daaben hendes Yndlingsnavn William. Tiden gik, og tre Aar efter nedkom Stella med en Datter. Samme Aar om Efteraaret døde Excellencen som Ridder af Elefanten. Han døde stærk, som han havde levet.