United States or Marshall Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at tilbringe nogle Uger paa Næsset. Og efter nogen Vaklen modtog han den. Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes.
De første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.
Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde betragte ham med sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham.
Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad sine Dages Taagehær. Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring gled det atter Dag efter Dag. Sand Sand Sand Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst.
Men efterhaanden blev Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget af et smerteligt Tungsind. Hun aabnede Øjnene og saá paa ham, lukkede dem saa igen og bevægede Læberne sagte. Saa rejste han sig lidt.
Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud, holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.
En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit unge alvidende Hjærte, en anden ler nok gæstmildt men fortier sit Tungsind; nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar Øjnene ned og skammer sig over deres lydefri Figur.
Naar han blev greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede han gerne hertil. "Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup og trykkede Flyges Haand. "Jeg trængte saa meget til at komme til at tale med et Menneske." Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes ham, at der lød Stemmer inde fra Dagligstuen. "Her er nok Fremmede?" sagde han.
Efterhaanden indfandt der sig et trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik Charakteren Admodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjælpe.
Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt et Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun vidste at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og frøs, naar Sol gik ned. Et Billede af den, som elskede Livet og døde af dets Sorg.
Dagens Ord