United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Kammerater var alle Sønner af forhenværende Slaver, der dog var frigivne før Børnenes Fødsel. Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika som fri Mænd for at gaa i Tjeneste hos en Englænder, der ejede store Landstrækninger i Australien, og nu vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar og for en meget god Løn, have rejst hjem til de forenede Stater.
Om to Dage vil Deres Kammerater vide Besked og om tre Dage hele Fontainebleau, om fire Dage vil Historien være ude over Paris. Saafremt jeg derimod fortæller Dem tilstrækkeligt til at stille Deres Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De vil være i Stand til at beholde det for Dem selv." Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.
De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en Overraskelse. Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste Skjorte ... Kapitel III. »Stands, eller vi skyder!« De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og forvirrede standsede de og saa sig omkring.
Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham. Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af. Men ham var der ingen, der tænkte paa. Og efter den Tid blev det værre og værre for ham, efterhaanden som hans Kammerater voxede op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra ham.
Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet.
»Gud ske Tak for dem, vi #har#,« svarede Konen. »Det var endda godt, de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres Kammerater endnu i Aften.« Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade, nikkede bifaldende. Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys.
"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg," Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris, godt og vel tolv Mil herfra.
Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen: »Er August Campnell her?« Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik. »Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August. Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater!
Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære hinanden bedre at kende, De og jeg." Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte. "Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved at krydse den med Deres.
Derfra skulde Slaverne saa senere sendes, alt eftersom Efterspørgslen var, enten til Øvreægypten eller Zanzibar. Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de andre Fanger. To og to blev de lænkede sammen, den ene bag den anden, til en seks Fod lang Stang, spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem med en Jærnbøjle.
Dagens Ord