United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !
"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han. Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?" Saa læste William sit Enaktsstykke højt. Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig. "Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.
Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt. Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr. Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, som bad hende blot ikke være bange. "Tak."
"Naar jeg siger, at jeg ikke tror paa mit eget Talent, saa er det naturligvis ikke saadan at forstaa. Talent har jeg, men ja, hvordan skal jeg sige for ikke at sige for meget? Ser De bedste Talent og Liv er ét det er Sagen. Naar nu Livet er ormstukket, og man véd det, saa har man ogsaa lidt ondt ved at gøre noget for Talentet." De gik igen lidt. William saá fra Siden hen paa Hoff.
"Her er forfærdelig Trængsel," sagde hun, mens hun trykkede sig endnu tættere op ad William, der fik en ubehagelig Svedlugt i Næsen. "Hvem er den unge Jøde?" spurgte hun. "Jøde, Frue?" "Ja, der danser saa intimt med den unge Blom?" William blev rød. "Hr. Hoff," sagde han, "han er ikke Jøde ..." "Naa ikke nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil dog be'e min Datter, at hun siger "Nej" til den Herre."
Og det samme, som William saá i Hoffs personlige Optræden, stødte ham stadig tilbage i hans Forfatterskab, som han under Spektakel spredte til alle Sider i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, men uden Ro og uden at tage sig sammen til noget helt. Men saa havde han en Dag set ham i et Forlystelseslokale. William selv sad paa Gulvet, men saá Hoff komme ind i en Loge.
Hun dansede ejendommelig roligt med bøjet Hoved og talte ikke under Dansen; man lagde meget Mærke til hende, sortklædt som hun var, midt imellem alt det lyse. Saa fik William Øje paa Hoff, han "havde" Margrete; han sad overskrævs paa en Taburet og holdt Ansigtet meget nær hen til hende. William vidste ikke, hvorfor han fandt det ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff ...
"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte. "Ja." William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," sagde han hæst. "Nytter " William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet. Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt.
Han var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde opgivet at tage hende noget ilde op. Lidt borte fra Runddelen saa han Hoff komme kørende i Alléen. Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet, meget bleg og indfalden saá han ud, og trods det gode Vejr havde han Pelsværket helt op om Ørene.
Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage Plads." Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden. Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke sit Slør op.
Man trækker af med ham for at præsentere ham for Damer, for at hilse paa Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ondskabsfuld i det andet. Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde man truffet Navnet "Bernhard Hoff" overalt, paa Theaterplakater, paa Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i Livet traf man ham allevegne og kunde ikke undgaa at se ham.
Dagens Ord