United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket: -Gott, Gott, der kommer den Pastor ... Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling. Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre.

Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de døde, der levede uden Nød og uden Sorger under Havet; han skulde blot springe ud i Søen, saa skulde Moderen følge efter. Det gjorde Drengen og druknede. Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen mod Havet og kastede sig ud .... Saaledes døde Aviaja og hele hans Familie.“

Saa sagde han, aldrig, saa længe han levede og kunde forhindre det og at han havde hørt noget om min Bedaarelse, og da jeg ikke plejede at have det paa den Maade, havde han undersøgt Sagen og fundet, at Familien var højst utilfredsstillende. Saa var han kommet her i Gaar i det Øjemed at se dig min Skat, og han havde dømt for sig selv.

Saa levede da Maag med Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar. Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske, som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer.

Kloge Mænd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde komme til kort. I de første Aar af deres Ægteskab levede Parret nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin «hvide Eva»; og hun saa en Gud i sin «brune Adam». Og de kaldte indbyrdes deres Sovekammer for «Edens Have».

Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land, plejede han at vaagne.

Sig mig, sagde han pludselig, De er en Ven af hende og hendes Mand, levede de lykkelig sammen? Jeg betænkte mig et Øieblik, om jeg havde Ret til at være oprigtig. Nei, svarede jeg, jeg tør næsten sige, at de ikke gjorde det. Dèr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. Det vil uden Tvivl være det bedste, at hun ikke vender tilbage til ham.

Ikke destomindre blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede paa hendes Hjem med den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede hende med Smykker, Silkekjoler og Vers. Det var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme Ligevægt og søgte kun at lægge en Dæmper paa Excellencens Uro. Hun levede i Haabet om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun for, at Mandens Excentricitet skulde ødelægge alt.

Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes Aarer at svulme, og snart levede hun op igen. Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde. Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje.

Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq og Katiaja, og de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi.