United States or Croatia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Karl skød Læben frem: -Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder døde. Det bankede paa Døren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke. -Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han. Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom s'gu fra Stedet. Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien.
Han slog med Stokken: -Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele. Inde i Sovekamret blev der bomstille. -Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen. Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa: -Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden.... Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa.
Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den. Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.
Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv. Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende. Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
Han satte sig i Sofaen ved Siden af mig; han saá ud, som om han baade var forvirret og morede sig maaske forbavsede jeg ham. "Papa? Aa! han var den sidste af sin Slægt det var pæne Folk, men der er ikke flere tilbage af dem." Han skød en af Puderne til Side. "Det er en umulig Stilling for en ung Pige at være fuldstændig alene. Det kan jeg ikke tillade mig. Jeg føler mig ansvarlig for Dem.
Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod William: "Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte at gaa heftig op og ned ad Gulvet. William sagde ikke et Ord. "Har Du saa været der idag?" Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William. Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i Armen.
Den lod sig ikke overdøve af den højrøstede Passiar i Villahaverne, af de unge Fiskeres Latter, naar de holdt deres Fyraften sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen ikke af Larmen fra de hjemvendende Skovgæster eller af de hæse Brøl fra Sunddamperne, der som svømmende Sagndyr med røde og grønne Ildøjne skød sig frem gennem Sundet ... Om Dagen gik Anna og Flyge jævnlig op i Skoven sammen.
Men hvor blev den anden af? Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden. Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den: „Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede.“ Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene. Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.
Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse: -Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven ... De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes Ansigt: -Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon. -Vilsacs? -Ja jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig.
Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Hænderne i sit Skød sad hun foran en opslaaet Bog, uden at læse. Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Værelse. De tre Kommiser stak Hovederne op af deres Kældervindu som Lænkehunde, der slaar den hede Tunge ud af deres Hundehus. Johan gik ud og ind fra Staldens Mørke. Den enbenede strakte sit Træben fra sig efter Middagsluren og gik op af sit Kælderhul.
Dagens Ord