United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !


Dengang jeg skulde oplæres til Daaben, var det mig i Begyndelsen umuligt at begribe det, man vilde forklare mig. „Har du nogen Sinde befattet dig med noget ondt?“ spurgte min Lærer, en tysk Ny-Hernhuter Præst. „Maaske der er noget, som hindrer dig i at optage det hellige; du maa skrifte, tal bare ud!“ Jeg tænkte mig om, men der var ikke andet end Trommeviserne, og saa angav jeg dem.

Ved at gjøre Geværgrebene bestemt, lærer Manden at blive fortrolig med sit Vaaben.

Han var Jøde og fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflægge den Ed, der krævedes af kongelige Embedsmænd; han vilde kun modtage en ministeriel Ansættelse som Docent. Universitetet indstillede ham til at blive Doktor uden Disputats. Som Lærer for Studenterne har han gjort overordentlig Nytte.

Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker trods alt ikke var onde, de var tankeløse og dumme, dumme. Var jeg ren, vilde jeg staa op og belære dem, som man lærer Børn.

Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham. Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, når han åbenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse.

Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel, at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner den sande Verdensmand. Jeg har f.

Og de hørte Ord, Sangens Tekst, og forstod den. Og Manden, som sang, ligesom sang for de to gamle; for han blev ved med at gentage samme Sang og samme Ord. Til sidst lærte gamle Evale den og gav sig til at synge med Ord og Melodi. „Sangen, de lærer os, er deres Gave,“ sagde de til hinanden, og deres Glæde var stor.

Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme blev forandret: -Men det lærer vi vel alle, sagde hun. Faderens Skridt lød med ét gennem Stuen. -Det er kun mig, sagde han. Moderen bøjede sit Hoved. Lidt efter talte hun igen men ligesom hastigere. Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.

Olivia lo: saa logerer han vel osse "ovenpaa"? -Ja, sagde Ida halv forknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre? Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen. Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt: -Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r. Olivia sukkede lidt: -Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stift.

De havde kastet med Papirskugler paa den engelske Lærer, saa de massevis havde hængt i hans Haar. William holdt ikke af de Historier, han var irriteret paa Gerson og sagde heftigt: "Saadan noget fortæller man ikke." ... "Hvorfor ikke," spurgte Gerson, "Du er jo selv den værste?" "Og jeg, som troede, Hr. Høg var Melankoliker," sagde Kamilla. William bed sig i Læben.