United States or Gibraltar ? Vote for the TOP Country of the Week !
William standsede med et Ryk og slog sig med Haanden for Munden for ikke at skrige; alt Blodet fo'r ham i Stød til Hjertet. Høg hjalp med udsøgt Høflighed en blond, meget høj Dame ud af Kupéen, bød hende Armen og kom henimod Sønnen. Da han saá ham, smilede han: "Er Du dér," sagde han fuldstændig ligegyldigt, "Skaf os en Vogn, min Dreng."
Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt dækket, Stella havde trods Aarstiden fyldt den store Opsats med stærkt duftende Blomster.
Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde hele Dagen var han enten ude eller paa sit Værelse klædte hun sig ud som Nonne og gav lange Scener, hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget den Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og dansede Menuet eller legede Kirke.
Han nynnede hele Tiden Melodi efter Melodi, et helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten. Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har De Brev til mig?" spurgte han. "Ja ..." "Pengebrev?" "Tusind Kroner, Hr. Høg " William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er de?" "I Tasken men der skal først kvitteres." De kom op.
Nogle Maaneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han skulde være Byfoged i Randers. Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de skulde rejse, gik hun med Nina og William op paa en Bakke ved Byen. Det var i Maj; hele Egnen laa, smilende i Foraarets første Friskhed, udstrakt for deres Blik. Helt ude blinkede Havet.
Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar med sine Hænder, mens de laa paa Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder. "I havde dog ikke ventet at se mig saaledes," sagde hun sagte, dybt bedrøvet over den Smerte, de ikke kunde skjule. Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt. Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet, "Kys Mo'r," sagde hun.
Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina saá sig om. "Og Mo'r," spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene, "Mo'r." "Mo'r er deroppe." Høg slog Øjnene ned: "hun er ikke rask." Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet.
Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte, bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner umærkeligt. Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren derom.
Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger, som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad "den lille Høg" laante, roste han ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade, hvorpaa man "skam virkelig" kunde lære et Sprog. Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen.
Han gav ikke Haanden. "Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede det. "Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive ..." "Maaske men jeg har nu den Idé ..." "Ja ellers Tak," William vilde gaa ... "At skrive, hvad jeg kunde, var vist ikke Umagen værd." "Naa, jeg plager Dem Jo ikke. Farvel, Høg." De skiltes. William gik ikke til Grevinden et Par Dage.
Dagens Ord