United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun havde jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man vænnede, man vænnede sig til alt. Jo Vanen glattede Livet ud ... hun havde vænnet sig til meget. Til alt til alt var hun vant. Hun smilede: Ogsaa til Skændslen. Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.
Han stavrede afsted i det trælse Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig Forstørrelse.
Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den Tørvetriller. Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede.
Om Hushjørnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. Træerne knager om mig og med et Brag vælter en Gran over Ende et Sted inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder. Saa længe har jeg gaaet, at mine Øjne har vænnet sig til Mørket. Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig.
Skønt han overfor Hansen-Maagerup havde ladet ganske ubekymret, havde dog dennes Ord vakt en Række urolige Tanker hos ham, som i den sidste Tid havde forfulgt ham som onde Drømme. Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet sig til at døse alle Bekymringer ind i en doven Sorgløshed, der til Tider hartad imponerede ham selv. Men under denne havde en hel Skala af ubesvarede Spørgsmaal trængt paa.
Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede hendes Tørst: -Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad, de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at tænke ... om andet skriver de ikke.
Ved Bordet kunde jeg et Par Gange mærke, at der ikke var det bedste Forhold mellem de to, og hun var maaske bange for, at de var kommet op at slaas i Spisestuen. Fru Carruthers sagde, at Skotterne har alle mulige raa Sædvaner, som andre Nationer har vænnet sig af med. Endelig kom de, Hr.
Men mens de talte det var hende mest, han sad og lyttede hørte de bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand. Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun slet ikke tænke sig det anderledes.
De elsker den Religion, det Land, de Forældre, Søskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de Digtere og det Væsen af det andet Køn, som man har vænnet dem til at dyrke. Andet falder dem slet ikke ind, med mindre da Maden er rent uspiselig og Digterne fuldkommen idiotiske og Væsenet af det andet Køn river Øjnene ud af Hovedet paa dem.
Men naar det hændte, at der var kommen Brev til Kongen, gik han altid ud i Abildgaarden, sendte Tjenerne fra sig og spadserede ene op og ned mellem Træerne. Her havde han vænnet sig til at søge hen, naar Minderne blev levende. Naar Kongen kom op i Taarnstuen igen, var han blid og kaldte muntert paa Mikkel. Saa begyndte Dagens Spisninger og Andagtsøvelser.