United States or Seychelles ? Vote for the TOP Country of the Week !


Naar Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine Splinter, saa man gærne kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod Hestene sammen og ømmede sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da det kom til Slag, blev det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev ramt, hvællede som Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange blev baade vilde og gale.

Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen: -Frøkenen er blevet syg. Tillad jeg hjælper Dem. Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja jeg er ... ikke vel. Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder. Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde hun.

Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasende Fart sprang han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i Ilfart efter Lægen. Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...

Hun havde faaet saadan en stærk længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere. Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ... Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i Samtale.

Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed. Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig Generalen og Schønaich.

Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret. Han vendte sig, hilste og vilde gaa. Ellen aabnede Laagen. -Hvorfor vil De gaa? spurgte hun. -Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt herned. -Ja ikke sandt? Ellen lagde Krandsen paa Graven her er høitideligt her under Granerne? Det er mit Yndlingssted ...

Thea staar der med store, klodsede Bogstaver. Thea ...! Jeg kender ingen Thea ... Jo, nu ved jeg nok, hvem Thea er. Jeg gemmer Lommetørklædet i min Jagttaske. Mødes vi mere, skal du faa det igen. Inde midt i Granerne ligger der en lille Dam med grønsket Vand. Saa lunt ligger den, at Vinden aldrig faar Lov til at kruse dens Flade.

-Hvad vil du -Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt. -Saa? Ja det er blevet silde. Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne. Andre Dage kunde Maag være livligere. Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst for de Kjøreture.

De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj. Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset. De kom igen ud af Skoven.

-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre. -Skaal, Huus, god Fornøjelse. -Tak, Fru Bai. -Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva' Marie? -Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en. -Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus. De kørte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvøbt i Varmen. -Mærk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.