United States or Sri Lanka ? Vote for the TOP Country of the Week !


Den Gang saá han vel ikke helt, at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte havde andre Grunde men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet Vækst.

Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden. Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa uvant; det var som en stor Smerte. Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse. Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys.

Abigael . Hvad saa? Ambrosius . Saa blev den brudt, og saa døde den. Abigael . Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu. Ambrosius En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. "Vel død er hele Sagen". Troer I, den stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg saa vist ønske, det var ugjort. Ambrosius . Smerte? Kanskee.

Stillingen var ingenlunde lystelig, men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte.

Længe, længe saá den Syge paa sin Søn, og mens hun langsomt og som for at dulme hans Smerte lod Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun svagt som et døende Pust: Jeg maa ." "Glem mig aldrig, William, aldrig jeg har elsket Dig saa højt." Og med et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun hulkede sagte.

Længe stod Konferentsraad Hein foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte. -Ja sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus, mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at sidde her.

For da er det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa vort Hjerte.

Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande; man kunde høre, hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom den tilbage igen. Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange Aar tilbage. Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabtes det pludselig fra Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd. Hu!

Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: "Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle for jeg er gal, gal gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp.

Han morede mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.