Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. juni 2025
Fruen saá paa ham og vendte sig igen. "Ja saadan er det med Debutanter" sagde hun. William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa dette Sted. Han gik omtaaget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag, han var kommet herop var han gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne.
Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte. -Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen. -Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i Hans Vilje.
De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfære af Stivhed og Sømmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som om de mente, at "Guld maa prøves i Ilden, og Hjerter maa hærdes i Smerte".
Saa fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor sine Børn. Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes talte Nina og William.
Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og tilbage.... Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten død død ude Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne....
Nu skal du selv dø! Og gid du maa udaande dit Liv med Smerte!“ Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en Lyd fra sig. Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende Katiaja ud. Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar gammel.
Ida var pludselig saa træt, eller maaske følte hun Trang til at nyde en sidste Smerte. -Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop. Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjærg. Frøken Friis var iforvejen og læste paa alle Dørplader.
"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed "aldrig!" og mens Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han under Hulken. "Farvel Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket.
Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde været hele Tiden, mens hendes Ansigt var næsten som fortrukket af Smerte eller af en Væmmelse, hvorunder hendes tynde Læber syntes at faa deres Fylde igen: -Men det er mig, sagde hun: -Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet.
Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons Blækhus tilbage i sit Skab. Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i hele sit Liv. -Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til hende ligesom langt borte fra.... Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.
Dagens Ord
Andre Ser