United States or Albania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv, foroverbøjet og snappende efter Vejret. Det gaar jo godt. Det gaar jo godt. Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre, kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder. Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et Ord i lange Tider.
"Jeg hjalp en Kvinde, som jeg troede var stedt i Nød, og som Løn herfor er jeg bleven frarøvet mine Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion." "Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet højt Spil med hinanden, men Indsatsen var det værd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener.
Ved Daggry havde vi lagt et betydeligt Stykke Vej mellem os og Landsbyen, og saa fandt vi Ly i en lille Hule halvvejs op ad en ujævn Høj. Neden for os var der en Gruppe Bjergfyr og paa den anden Side af Dalen en Klippe, der lignede den, vi var klatret ned ad for at naa Klostret. Vi havde taget vore Munkedragter af nu og havde for en Sikkerheds Skyld gravet dem ned paa et sikkert Sted under et Træ.
Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit Spor.
Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til. Det var Pastor Mascani. Der var stort Selskab paa Næsset. Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt Og det er bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!
Jeg kunde i Mørket høre Fyrens Tænder klapre, og jeg tror ikke, at et Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjælper til saa fortvivlet et Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat pludselig greb mig i Benene og hylede, saa højt han kunde: "Hjælp!
I den bageste Del af den store Hule var der en stor og smukt prydet tredobbelt Trone, og lige over for den, men halvvejs nede i Hulen, var der en Forhøjning, bedækket med et fint rødt Klæde med tunge Sølvfrynser. Da vi traadte ind, blev vi hilst med den samme hemmelighedsfulde Musik, som vi havde hørt den Dag, vi ankom.
Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig. -Hvorfor? sagde Hans Excellence. -Fordi det er dit Navn. Hans Excellence forstod ikke og stod ret op. -Skrevet i dit Navn, sagde Sønnen, hvis Stemme var blevet ukendelig. Der gik et Nu, før Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen. -For hvor meget? sagde han. -Tredive Tusind.
Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden. Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa uvant; det var som en stor Smerte. Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse. Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys.
For ham kunde de overhovedet forlove sig ligesaa galt de vilde. Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det øvrige Selskab. Kihler maatte halvvejs sætte i Løb for at vinde med. ... Man bestemte sig til at drikke Kaffe paa Sommerlyst. Naar man sad i Glas-Verandaen, var det næsten ligesaa godt som at være i fri Luft. Og dog var man under Tag og havde en stor buldrende Kakkelovn i Ryggen.