United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger nu vil han have Tid til at gøre den gældende.... Han drak en Smule Vin og smilte Hr.
Og de lo begge to, mens de saa' de sorte Lakbogstaver: HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GØRE. til Svovlstikken slukkedes. Berg gik ind for at hilse paa Redaktøren, der sad ved sit Skrivebord, i Selskabsdragt med Æreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte hinanden Haanden.
-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren. Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr. Gravesen.
Hans Kontubernal, Arnoldsen »en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til. -Den Maskine, sagde han irriteret. -Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og skrev videre.
-Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen. Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf: -Ja der ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser, som Folk vil ha'e. Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig.
Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst ved Enden af Versene lo de og applauderede. Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin: -Dacapo dacapo, raabte han. -Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i Døren, komplimenterende til Fru Gravesen.
Gravesen saa dem i den megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster. Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Du skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone. -Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde: -Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud.
Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af med højt hævet Glas med et Leve for ham , mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad Hein.
Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig med et let Skær af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær, der angreb hans Nerver.
Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen: -Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, at han har forladt den aktive Tjeneste.... Fru Petersen saa' paa ham.
Dagens Ord