United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i Sneen stod Kirken, hvid og stor. De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt. Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen. Lys var der kun af Stjernerne over dem. Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i Graven. De talte om Sognefogdens Søn. -Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine. -Det siger man.

Et Par skarpe Piber lød, og de saa' op: som en hel Flotille stod tre Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer med sit mægtige, vejrbidte Skrog ... De mødte en Øresundsdamper, og alle Damppiber lød. Sværmen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Lægerne standset deres Vogne og stod op for at : stille gled de store Skibe forbi i den lyse Luft.

Den staar nu ikke blot forrest mellem al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig, den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte.

Forsidens lave Planter kan man lade skyde Fjorde ind mellem de høje Planter og endogsaa lade dem nærme sig Baggrunden, naar ellers Naboernes Habitus tillader dette. Alle disse nævnte Tilfælde bor være Undtagelser, og Hovedreglen bør være den naturlige, at de høje er bagerst og de lave forrest.

Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hænder blev bagbundne. Han sparkede, brølte og bed fra sig. Men en tre-fire stærke Bønder fik Krammet paa ham. Og saa satte Toget sig i Bevægelse: Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig. Derpaa kom Baronen og to Mænd med Jakob. Og endelig fire Karle, der mere bar end støttede den halvt bevidstløse Hans Peter Jensen.

Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund mellem de andres Bén. Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de smaa« paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin høje overstadige Latter, naar hun sagde det.

Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det med Bassen forrest: Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang? en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud, og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. -Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i.

A' hun osse skue ende hos vos. Hun tager med begge sine Hænder om mine. Godnat begge to og Tak for Hjælpen. Da jeg er kommet et Stykke opad Vejen, vender jeg mig atter om imod Huset. De staar endnu begge to udenfor Døren. Marie holder Lygten, mens Moseper endnu en Gang prøver om Slaaen holder. Saa trisser de sammen ind i Huset, han forrest, hun bagefter.

Havet laa som en mørk Flade afgrænset af sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne. Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig forrest, men den førte ikke længer an.

Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter og Moderen raabte: -Tine, Tine, der er en Lirekasse. Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham væk og sagde: -Maa jeg. Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede. I Køkkenet løb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdøren.