United States or United Arab Emirates ? Vote for the TOP Country of the Week !
Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke.
Hans Kontubernal, Arnoldsen »en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til. -Den Maskine, sagde han irriteret. -Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og skrev videre.
Gaar du med ned ad Gaden, sagde han. -Nej jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet. -Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.
-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det? -Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen mente han.
-Da', Børn kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde. -Tak. Og dig? sagde Berg. -Tak brillant.
De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen Især om Arnoldsen, hvad de tog sig til, og hvad de vilde. Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne: -Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget naar det blot blir til noget.
Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var sydlige Frugter i Solen. Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.
Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning. Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og ned ad Gaderne: -Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf.
-Ja ja, nikkede Lange bekymret. Naa man gaar og sér Tingene og lærer s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet. -Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte Herluf. -Godt, sagde Arnoldsen kort.
Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange, der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte deres eget Talent og kom ikke videre en evindelig Marsch paa Stedet af hele dette »skrivende« Kompagni. Og han selv?
Dagens Ord