United States or Taiwan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en Maskine dernede skar ham i Ørene. -Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage ... Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk sér , sagde han.
Gaar du med ned ad Gaden, sagde han. -Nej jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg, hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet. -Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende Udtryk og sagtere.
Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade.
Han læste det tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om hans Mund. Til sidst talte han: "Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han.
Her talte de altid dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og betragtede hinanden med tavse Smil, der paa samme Tid var et Minde og et Løfte; fra dette Sted stængte de Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste Minder de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gennem Minder fra den første, frygtende og tvivlende Forelskelses Tid vil trylle den første Hengivelse tilbage ved hver Time paa Dagen at gøre Mindet om den første Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kærlighed.
Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at komme mig, skrev jeg følgende Disticha: Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande, Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals, Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom, Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog, Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang, Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed, Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder, Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst.
Dagens Ord