United States or Turks and Caicos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
De talte lidt om Idas Formue, og Frøken Boserup sagde: -Ja, det kan jo være meget godt men egentlig ta'er hun bare Pladsen op for en anden, der kun er Aspirant. Ida var naaet ud paa Østerbro, og den muntre Vind fra alle Søerne slog ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og købte en Potteplante til Frøken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at købe noget købe alting.
Saaledes blev for flere Aar siden en Fanger fra Kangek, Boas, Qivitok. En Stormdag om Vinteren blev han set af Fangerne uden for Sukkertoppen, langt til Søs, uden for Isen, paa Flugt Nord efter. Men ingen turde vove sig saa langt ud i Stormen, og han blev borte for dem ude mellem Søerne.
Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var ligesom Hjernen skulde sprænges ....« »Talte De og Styrmanden ikke sammen?«
-Ach, hvor schønt der er over Søerne, sagde Frøken Petersen bag den laasede Dør. Frøken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om Morgenen, mens hun omstændelig syslede med sit fem og trediveaarige Legeme og iførte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertøj. -Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Frøken Kjær og dundrede igen. Nøglerne klang paany, og borte var hun.
-Ja, om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget : om det saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland. -Godmorgen. Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den samme Side af Søerne.
Men saa morede vi os i Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker. Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede sig for os. „For vi to var nu eengang bestemte til at leve,“ mente man, og ganske rigtigt.
Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og øvet Baaden op mod Søen, medens han samtidig sad og mumlede Formaninger halvhøjt i Skæget. "Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" Samtidig sad han og holdt skarpt Udkig efter Søerne, der kom rullende mod Stævnen. "Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? det ku du li'. Men det bliver Løgn, gamle, det bliver Løg n."
Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen. Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig. Din Olivia. Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én.
Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem alle: Ja, idag vilde der være dejligt langs Søerne. Det var det bedste, det Morgenløb efter Vagten. Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden rundt, til hun, stille, aabnede Døren til "A", hvor der var mørkt endnu. -Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.
I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og „Langsom“ sagde: „Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“ „Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“. Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.
Dagens Ord