United States or Australia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da han naaede den Forhøjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og gav os Tegn til, at vi skulde følge ham. Det gjorde vi, idet vi gik op ad de Trin, som han var kommet ned ad, og forbi Forhænget. Her fandt vi igen en Trappegang, der førte til en lang Korridor, paa begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler.
Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham nede. Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel; Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham.
Sendebudet fra Klostret var steget af sin Kamel og gik frem og tilbage paa Bredden. Da jeg kom nærmere til ham, saá jeg, at han kun havde én Arm, og at han manglede det ene Øje. Jeg steg af min Hest paa Bredden og gik hen til ham og bukkede dybt. "Man har sagt mig, at jeg her skulde træffe et Sendebud fra de Store i Bjergene," sagde jeg. "Er du den, jeg søger?"
Og han følte den samme urolige Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det kolde Lagen. Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en Bylt.
» Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sædvane# havde vist sig bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!«« Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen. Kapitel I.
Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben Feide og fægter med lige Vaaben. Jeg tog min Hat ned fra Knagen, bukkede stift og forlod Værelset. I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af de skjorteærmede Herrer stod med Hænderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om deres »absolutte« Hengivenhed og »enorme, kvalificerede« Agtelse.
Hans Excellence, der muligvis ikke hørte efter, sagde: -Ja, Deres kongelige Højhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage. -Ja, Værket har meget interesseret Hans Majestæt, sagde Hans kongelige Højhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han: -Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron? Den firsindstyveaarige bukkede og sagde: -En Invalid tør ikke klage, Deres kongelige Højhed.
"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han. "Klokken halv syv," svarede Laohwan. Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde: "Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa De lade, som om De aldrig har set nogen af os før." Laohwan bukkede og forlod Værelset.
De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og Konferentsraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede og nejede, af Respekt for Kapitalen. -Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur, smilte Konferentsraaden.
Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af denne »Dame«, der græd. Saadan sad de længe, mens der ikke blev vekslet et Ord. Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og hun kunde ikke tale. Herluf bukkede kun tavs som hun.