United States or Equatorial Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?« »Ja det tror jeg nok.« »Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres Navne ligesaa godt som jeg selv.«
Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til Vognen. Saa du skal ogsaa til Dyrskue? Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia kan faa Præmie! Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og Frøken Jansen. Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe Øjne havde opdaget Selskabet, der gik ovre paa det andet Fortov. Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.
Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, blev hængt paa en Lygtepæl.« See saadant Noget, det kunde more mig! Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste Fornøielige ved. Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt paa Eders Reise herud idag?«
»Nu kan vore Gjæster jo selv høre«, sagde Emmy, »hvem der taler meest herhjemme.« »Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det gaaer til.
Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun kunde laese dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at hun med et tog dem op og laeste dem hojt. Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lovenhjelm at synge. Man horte Ordene helt herud: "Hej, Vaegter! Hvor skal Slaget staa?" "Oppe paa Hjornet af Aabenraa!" "Ih Gud bevares, skal den Sorg ramme det praegtige Pjaltenborg!"
Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.«
-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo.... Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud. -Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader. »Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see«, indvendte Præstekonen. »De skal komme herud igjen til Sommer, Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.«
Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort sig det mageligt med Ryggen støttet op mod et Træ. Han var søgt herud i en pludselig Tørst efter at fornemme sin egen Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og uforfalsket Natur.
Gravesen saa dem i den megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster. Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Du skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone. -Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde: -Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud.