United States or Yemen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han lo, smilede til Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med sin Person og dens Støj. Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden; lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et Vittighedsblad. Men lidt efter lidt faldt han sammen.
Fyrstinden taler saa meget, sagde hun og slog sin Vifte ud. Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl. -Aa jeg kender hende saa lidt. -Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af Ligne, sagde han. -Jo jeg tror det. Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen saa paa hende.
Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede Hovedet for ikke at gaa glip af noget. Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun. -Ja hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten. Endelig var Numret forbi. Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene? spurgte han.
Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede. Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én Gang. Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten.
-Og hans Moder hun er saa smuk ... Ja ... Fyrstinden examinerede Prinsens Loge i Kikkerten han er forresten ogsaa køn ... For den Historie kender De da? -Alle siger, han er saa elskværdig. -Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes Rachel -Spiller hun Komedie, spurgte Carl. Ellen havde forstaaet og blev pludselig rød uden at hun vidste hvorfor.
Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun leende: -Ja, Baron, min Stedsøn en Søn af min Mands første Ægteskab ... Skal vi gaa ud til de andre? Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.
William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe Andersen kom lige ind paa Scenen ... Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung. William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten. Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.
-Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en Maskes og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre. Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede Handsker: -Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" ...
Den nye Attaché fæstede Kikkerten paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen: Magnifique , sagde han, magnifique la comtesse . Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med Kikkerten for Øinene: Le jeune homme? C'est l'amant? Bernstorf lo: Mon ami c'est le fils , sagde han. Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads. Mais vraiment voil
En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen. -Ah l'ingenu il ne comprend pas. Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der begyndte at fyldes. Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak. -Det varer en Evighed, sagde hun.
Dagens Ord