United States or Brunei ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede hendes Tørst: -Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad, de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at tænke ... om andet skriver de ikke.
Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte, bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner umærkeligt. Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren derom.
De første Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel instinktmæssig blevet følt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes, og hos hendes unge Stedsøn havde Længsler og Savn, vaagnende Begær og gammel Tørst efter Ømhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af vagt Drømmeri. Deri havde Carl Urne levet sin første Ungdom.
Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.
Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Leflen med og Befølen af Lidenskaben, hvori hun hendrev sit Liv, havde virket paa hendes Sind som en Drik Saltvand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hendes Sind var ligesom udtørret, og hun søgte altid paany de samme Sindsbevægelser, der bestandig paany skærpede Sjæletørsten.
Han skubbede Skamlen tilbage, faldt ned paa Knæ og lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig. "Hvorfor er De ulykkelig?" spurgte han og saá op i hendes Ansigt, der var vaadt af Taarer. Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som fælles Tørst drev deres Læber sammen. Ingen af dem talte.
Men jeg har arbejdet, kæmpet for det, fordi jeg troede men naar jeg nu havde taget fejl saa ja, saa var det forbi ... Det er sandt jeg har været forelsket i Margrete Blom i lang Tid ... og aa, hvor er hun ogsaa smuk ... saa Frisk ... Vi har set hinanden hver Dag ... Ved De, at somme Tider i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde Dyr hvor jeg har lidt og været søvnløs jeg har vaaget om Nætterne og skreget efter En, der troede blot En, der vilde tro ... Man kan føle en ligefrem Tørst, der svider og saa er der ingen heller ikke hun nej nej nej De skal ikke trøste mig ..."
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes Lig i Graven. Disse to var de Maagers Slægtsagn. Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i noget.
Sin Cykle havde han stillet ved Siden af sig. Selv havde han gjort sig det mageligt med Ryggen støttet op mod et Træ. Han var søgt herud i en pludselig Tørst efter at fornemme sin egen Personlighed. Han syntes, den ligesom brystede sig og blev sig mere bevidst, bare han kunde faa Lov at blive ene med fri Luft og uforfalsket Natur.
"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa med. Har Du Lyst til at blive her og omkomme af Tørst og Varme, saa værs'god. Det er mig saa raslende ligegyldigt." Flyge sagde intet, skønt hun øjensynligt ventede, at han skulde tilbyde hende Ledsagelse. Han havde taget Anna under Armen. Og skønt det voldte dem Besvær at komme frem i Mængden saaledes, blev han ved at holde hende fast.
Dagens Ord