United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Har jeg støttet mig til Dem? ... Det tænkte jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og hun havde tiet forvirret. Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ...
Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Maaske var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned over hendes Buste, saá nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød. Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved Siden af hende.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst. De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde. Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Billedet viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen. Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah Bernhardtsk.
Hans Hænder faldt slapt ned han hørte Tonerne gennem en brusende fjern Larm, og han lukkede Øjnene. Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaagnede ved, at Tonerne døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne. "Hvorfor spiller De ikke mere," spurgte han. Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syntes, hun græd. Det stormede i ham.
Faa Dage før vi vare ankomne, var der indtraadt en dobbelt Forvikling i denne, idet nemlig et Parti, støttet navnlig af Militairet, havde indkaldt den gamle General Paëz, der høist uvillig og modstræbende overtog Pladsen som Republikens Diktator og derved atter kastedes ind i sit Fædrelands ulykkelige Borgerkrige.
Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset: Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig. Fru Uldahl rejste sig og fulgte. Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner. I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af mange Puder.
Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren. Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet ganske mørkt. -Er der nogen? sagde hun. -Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen. -Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent.
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde sagde: -Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá. -I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen. -I har jo redet. -Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne. Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet.
Dagens Ord