United States or United Kingdom ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg har længe vidst, hvordan det vilde ende, fortsatte han, da Fruen stadig forblev tavs lige siden Onkel Joachim fik lokket den Stav fra Fader, har jeg vidst, at det vilde komme, baade Ulykken med Egesborg og med Gaarden her ... derfor styrtede jeg mig ud i dette vilde Liv.
Og der sad hun saa bag Laas og Rigler og raadspurgte sine Kort og læste gamle Kærlighedsbreve. Og samtidig laa hendes Mand i Taarnrummet umiddelbart nedenunder og sov den natlige Rus ud, som hans Martyrium hyppigere og hyppigere paalagde ham ... Saaledes fandt de begge Hvile. Joachim Uldahl-Ege hed Etatsraadens eneste overlevende Broder.
I Entréen kom Fru Line ham i Møde. Hun var for en knap Uge siden staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var bleg og slank og skønnere end nogensinde: Velkommen, Onkel Joachim ... Den Gamle saa beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde hun straks ved deres første Møde lagt for sine Fødder: Naa, sagde han, da Mønstringen var til Ende saa hun har kælvet?
Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var det , han havde faaet Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget Staven med sig i Graven.
Men Fru Line lagde bønlig en Haand paa hans Arm: Aa nej, Onkel Joachim, det kommer bare bag efter til at gaa ud over mig og Børnene ... Den Gamle standsede: Er han da rent splintrende gal, Nils, derinde? Han er begyndt at ... At hvad? ... at drikke ...
Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, lød det pludselig fra Nils men Stokken vil jeg sgu ha'! Ppø ø ...! blæste Frantz. Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien. Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin Tid. Han vandt den! ... i Karoline, rettede Frantz. Vandt! Vandt! ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting bort ... Vel, Isidor?
Denne Stav var Skyld i et ulægeligt Brud mellem Nils og Onkelen. Den var nemlig et Familiestykke, der var gaaet i Arv i lige Linie fra Tipoldefader Uldahl, den store ostindiske Købmand, som havde hjembragt den fra en Rejse. Men saa havde Etatsraaden engang tabt den i et Parti Billard til Joachim.
Ligger han ogsaa i med hende? Fru Uldahl rødmede, men maatte ogsaa smile: Aa, Onkel dog ...! Joachim stavrede ivrig ud i Entréen og hen til Taarndøren. Fru Line blev i Dagligstuen. Nils! kaldte den Gamle, og hans Røst gjaldede mod Loft og Vægge Jeg vil tale med Dig, Nils ...! og da der intet Svar kom, huggede han hidsig Stavens Dupsko ind mod Dørfyldingen Hører Du ikke, Dreng!
Derpaa havde Nils ved et Besøg paa Ravnsholt efter Etatsraadens Død bemægtiget sig Klenodiet og taget det med sig hjem, idet han paastod, at Faderen ikke havde haft Ret til at skille sig af med det. Men Joachim var Dagen efter mødt op med Kongens Foged og havde ladet sig Staven udlægge. Det var denne Ydmygelse, Nils aldrig havde kunnet tilgive ...
Gaarden er ikke længere hans, men Kreditforeningens, indvendte Isidor saa den har han altsaa ingen Raadighed over ... Men hvem borger Dig for, at han nu ikke ogsaa ødsler de Penge bort, der bliver til Rest? Fru Line blev haardnakket ved sit: Pengene er hans ! gentog hun Ene hans! Jeg bragte ham ingenting. Og Pigebørnene har jo nu i Fremtiden Arven efter Onkel Joachim, saa de lider ingen Nød.
Dagens Ord