United States or Nepal ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Hvad behager Deres Ekscellence at gøre med ham?" spurgte Laohwan. Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til Manden, at han skulde rejse sig. Saa saá han ham lige ind i Øjnene maaske et Minut og sagde roligt: "Luk din Mund op." Manden gjorde det. "Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prøv ad!" Den stakkels Usling prøvede og prøvede forgæves.
Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede Søfolks Frelse. Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den passede ham egentlig godt nok.
Har I noget at frembringe til Undskyldning, saa at Dommen ikke fuldbyrdes?" Jeg saá paa Nikola, men han rystede paa Hovedet. Hvor meget jeg end prøvede paa det, jeg kunde ikke finde tilstrækkelig Grund til det selv, og derfor fulgte jeg hans Eksempel. "Saa lad det være saa," sagde den gamle Mand, der havde lagt Mærke til vor Tøven, "der er intet andet at gøre uden at udføre Værket.
"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas prøvede sig frem. "Hi, hi," klukkede Elias. "Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er det selvfølgelig." Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag. "Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig." Thomas gjorde en Kunstpavse. "Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt umuligt."
"Det er der ikke noget at gøre ved," svarede Nikola. "Selv om vi ikke faar noget før i Morgen Aften, maa vi finde os i det med Sindsro." Jeg stønnede og gik tilbage til mit Værelse. Det var blevet omtrent Middag nu, og vi havde ikke spist noget siden Daggry. Jeg satte mig paa min Seng og prøvede paa at forsone mig med Tilstanden.
Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I saa, der var det første Kort, jeg saa?
Nikola, ja, saa vil jeg bare sige Dem, jeg tænker ikke to Gange, jeg stikker af. Gør De det samme, min Ven." Da han lige saa godt kunde have talt Hebraisk til mig, for jeg forstod ham lige saa lidt, prøvede jeg paa at udspørge ham, men jeg kunde have sparet mig Ulejligheden, for jeg kunde ikke faa noget rigtigt ud af ham.
Har De glemt den?" Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.
Han sneg sig til Døren og strakte en Haand ud og prøvede, om den var lukket, jo den var jo forsvarligt laaset og riglet til. Aa, han trak Vejret dybt, gik skælvende til en Stol og sank om dødelig mat. Saa slog han Bibelen op og satte sig til at læse med Lysene tæt foran sig. En Gang imellem rejste han lydløst Hovedet fra Bogen og stirrede forbi de sydende Lysflammer med stive skræmte Øjne.
"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det, kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede, og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men
Dagens Ord