United States or Papua New Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte en mørk Bjergbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa Himlen.
Man satte et lille Fad for dem, for at de kunde spise. „Aa, spis det endelig ikke op;“ bad de, „vi har haft det i mange, mange Aar, uden at det er sluppet op.“ Det var noget sødt noget, som mindede om Honning. Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; derpaa tog de Afsked og løb videre. Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt. Da de igen kom til et Hus, standsede de.
Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede om et antikt Symposion.
Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej. Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der slæbte af med en Liggeand. Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny hvad mener man egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab? De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde Pastorinden undvigende.
Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt. Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig, noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede sig til den.
»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er sandelig en Karakter!« En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas. »Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes, netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage holdt i Cranleigh.« »Naa, det tror jeg ikke!« »Ja hvorfor ikke?«
Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle indeholdt Vers.
Men til denne praktiske Grund til Statens evige Ild kom der snart en mere ideel; den fælles Statsarne mindede alle Borgerne om, at de havde fælles Fædreland og Gudsdyrkelse; naar man rejste til fremmede Lande for at bosætte sig der, tog man undertiden Ild med fra det hjemlige Prytaneion. Den var et Enhedsmærke, som en Rigsfane er det i vor Tid. Husguderne stod oprindeligt paa eller ved Arnen.
Han tænkte paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her ... men de lejede Stuer, #han# havde i København ak nej, de besad ikke den Trolddom, der #bandt#. Bekymret gik han op paa sit Værelse.
Derimod traf Clas ham tilfældigt en Dag og fortalte Mikkel det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i København for tre Aar siden. Det var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . . han var død, slaaet ihjel af dumme Bønder. Clas rystede paa Hovedet, han kunde aldrig glemme Heinrich. Nu gik den Krig sin Gang.
Dagens Ord