United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og hvem skal saa have #det#? spurgte Minna. Stephensen rakte hende det: Du, for at give det til den af os, som du mener kommer til at trænge mest dertil. Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang.
Nei, nei, afbrød jeg, det var jo ikke dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge
Stephensen røg kun Cigaretter, aa, naar man dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i den katholske Kirke.
Thi hvor pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over, og Intet i selve Sagen forekom mig uklart. Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse Fornuftgrunde komme til Orde. Minna lod til at give mig Ret.
Saa? ja, saa tager min Værtinde nok imod den. Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed? Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem. Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen. Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.
Ja, jeg kan skrive meget aandrig om disse Ting, for jeg har en god Hukommelse og har hørt mange prægtige Taler! Der var en Tid, da jeg forsøgte at finde mig til Rette og give efter det var jo min Pligt, sagde Stephensen. Jeg sagde, at maaske havde #de# Ret og ikke jeg, det kunde jo være, at jeg var sær og urimelig.
Jeg rev Convolutten op og trak flere beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev det til Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke Tid til at undersøge det nærmere. Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i Oversættelse saaledes: Kjære Hr. Fenger!
Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg flyttede Lampen til Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret var bleven erstattet med en ny til Ære for Stephensen, som det syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om.
Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik. Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt.
Paa Selskabets Vegne forargede han sig over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial Maade, der endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: »Hvorfor sidder De her midt imellem os som en smuk Billedstøtte, Fru Stephensen?