Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juni 2025
Ilden lyste mod den brunlige Paryk den havde saadan underlig opstaaende Kanter og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv. Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig. -Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.
Jeg hører efter og taler ikke meget, men naar jeg siger noget, faar det dem til at tænke. Der sad en meget pæn Herre ved Siden af mig i Dag, han mindede mig om de gamle Generaler paa Branches. Vi førte en hel Krig med Vittigheder, og det stimulerede mig.
-Naa allez-y , sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han til Knuth maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham : -Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven. Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne: -Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu. Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa.
Men og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens Ansigt Du er anstrængt. -Jeg, sagde han der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovslægten : -Jeg har det godt, sagde han.
Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.
Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver. -Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det Styrkende", Deres Excellence. -Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.
Men hver Gang den uhyre Lyd begyndte paany i hans Øre, var den kommen nærmere og gennemskingrede ham forfærdeligere end før. Det var den samme Lyd, han havde sporet i sin Ungdom, men da var den svag og fjærn, tusinde Mile borte. Siden var den vokset, hver Gang den mindede ham. Og nu var Gnyet saa vældigt, at der ikke var andet, Mikkel blev borte deri. Det var Lyden af en Stenkværn.
Det var uden al Bitterhed og frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt og holdt i en rolig, sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse. Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.
Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen sammen med min Mand. Der var fuldt af Mennesker, som alle var stærkt grebne af, hvad der foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa Østkysten.
Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed under denne Ordleg. I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om Hjemtouren.
Dagens Ord
Andre Ser