Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juni 2025
De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der lugtede som Kongerøgelse.
Han mindede Direktøren om Sagen. Og Direktøren lovede at bringe den i den ansete Videnskabsmands Erindring. Et Par Dage efter havde han Besked. Professoren havde endnu ikke haft Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen. Men nu lovede han, at den skulde blive fremmet saa hurtigt som muligt. Saa ventede Bøg og Hansen-Maagerup paany. Men omsider kom da Dagen, da det afgørende Møde skulde finde Sted.
Men nu hørte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa stærk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrækkede ham. Det var otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige Ingenting, der spillede Salme i hans Øren og ikke vilde tie.
Friis, tyvende Bal i November , sagde hun og spilede fingrene ud foran hans Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en Ingénue paa Teatret. De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i Lyset.
Udenfor stod der en Kvinde, og hun bad dem gaa ind. Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa der noget, man havde dækket med Skind, men de kunde ikke blive kloge paa, hvad det var. Husets Beboere var meget alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt dem om at komme ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at spise; det mindede om Indholdet af en Rypekro.
Jeg mindede om den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lære under hans Veiledning, og jeg mindede om den ærlige og energiske Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i det praktiske Liv.
Os vil de intet godt bringe.“ Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind over Fjorden og mindede Menneskene om, at Nat afløste Dag. „Aah, de Rensjagter, de Rensjagter!“ sagde Ojuvainath, da vi gik ind i hans Telt. Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende Draaber.
Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig Stemning fra gamle Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde gøre Rede for. Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand med de stærke Skuldre, det solbrændte Ansigt med den skarpe Profil, jo, nu forstod jeg det! Han mindede mig om gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg, de saa ud.
Dagens Ord
Andre Ser