United States or Lithuania ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Ja, jeg ved det, jeg ved det « jamrede han. »Men hvorfor ... hvad har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?« »Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem, Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det.
»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er sandelig en Karakter!« En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas. »Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes, netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage holdt i Cranleigh.« »Naa, det tror jeg ikke!« »Ja hvorfor ikke?«
»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han. ... Saa kom Turen til ham. Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie: Kapitel I. »Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!« Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende Tanker.
»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor Dundas?« fortsatte Kapellanen. »Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!« Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time efter bankede det paa hos Kappelanen. Det var igen Pastor Dundas. Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg. »Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til andre end Dem selv?«
»Hvad ... Goddag! Er De her?« Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød. »Frk. ... Frk. Dundas?« Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud. »Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?« »Jeg kom i Gaar, Frøken!« Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun: »Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?« »De er er De Præstens Datter? Er det sandt?
Der var ikke Tvivl om Pastor Dundas Popularitet. »Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?« »Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa vidunderligt.« Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn. Nu nævnede Dundas Teksten. Kapellanen lyttede dobbelt interesseret.
Hvad skal jeg arme Menneske gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var grædefærdig. »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os hjælpes ad ...« Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst. »Og De synes, #det# er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?«
Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde sendt Prædikener til Cook & Sable, men forøvrigt havde besluttet at ophøre dermed i Fremtiden. »Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt ?« Præstens Øjne skød Lyn. »Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!« Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev pludselig som et Barn.
Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved: »Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra været en Gentleman's!« »I hvilken Retning, om jeg tør spørge?« Præsten rynkede Brynene endnu stærkere. »De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min Datter, før De kom i mit Hus! Ja vist!
»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et. »Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er Menigheden til Efterfølgelse.« Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs# Skyld gjort Lykke. Carr og Mimi beholdt hinanden. Kapitel I.
Dagens Ord