United States or Saint Lucia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke langs Kysten op til Bygden. Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd inde fra Fjældet.
De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt.
Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen sammen med min Mand. Der var fuldt af Mennesker, som alle var stærkt grebne af, hvad der foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa Østkysten.
Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det strittende, røde Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man saa paa det, han havde lige været henne og trykke ham i Haanden. Hans røde Skæg havde været saa forunderlig blødt, og der var løbet noget, der lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham.
Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om! I taler over Jer. Ambrosius. I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig? Abigael . Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt.
Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred.
Hun var forunderlig klejn og hvid. Og da Axel kom ud i Luften, havde han maattet kaste sig paa sin Hest og ride, saa det peb, for at bedøve sin Lykke. Saaledes var det gaaet til. Om saa og saa mange Dage, naar han havde redet Vejen, der skilte imellem, skulde han se Kirsten! Han glædede sig, han vred sine Fingre knagende i hinanden ved Tanken. Kirsten. O du Kirsten!
Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden, hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde nogen, som passede for dem.
Den Doende rallede hojere: -Ja, Max, ja, gor det saa ondt? gor det saa ondt? Han blundede igen og atter vaagnede han. Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der dog som forunderlig stille. -Loft ham, loft ham, hviskede Moderen selv holdt hun hans Haender. Hvor hans Aande blev svag og hans Haender stive. -Annie, Annie, hviskede han ganske sagte. -Ja, Max, ja.
Naar de havde drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det østre Taarn, tog Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar og forunderlig mild.
Dagens Ord