United States or Syria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Højhed havde sagt Godnat til Hertugen og vendte sig til Prinsesse Maria Carolina: -Godnat Mis, sagde han. -Godnat. Prinsesse Maria lagde sin Haand ned paa hans Arm: Ernst Georg, sagde hun. Det lød som i Angst. Arveprinsen tog sin Søsters Haand i de stod og saa' stille paa hinanden et Øjeblik. -Godnat, Maria Carolina, sagde han. Prinsesse Maria Carolina vendte sig.
Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug. »Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig jo, han er en dejlig Kavaler!« Detektiven begyndte at more sig.
Det ruskede i Døren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset. -Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg: -Hans kongelige Højhed. -Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod Sønnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri: -Jeg kommer, sagde han igen. Georg slap Døren.
-Det har han glemt, sagde Hendes Naade. -Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Mørket. -Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes Naade, som den, der giver en Ordre. Sofie blev staaende endnu, skønt der ikke taltes mer.
Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smækkede Hans Excellence Døren til sin Stue op. Hendes Naade og Selskabsdamen havde løftet deres Øjne paa samme Tid og slog dem atter ned. -Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.
-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil Ryggen var skruttet : -Tak. -Kom kun ind, sagde Georg. Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet: -Er det Dem? sagde han. -Sæt Dem.
Hans Højhed Arveprins Ernst Georg underholdt sin Brud bøjet ned over hendes Broderi. Prinsesse Maria Carolina saa' i en Akvarelmappe tæt ved. Hun led ved at høre de forlovedes knappe Sætninger, som kom med lange Pavser, forbindtlige og indholdsløse. Maria Carolina saa' paa Akvarellerne som gennem et Slør. Hendes Hjerte var saa fuldt og saa beklemt.
Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen. Excellencen havde set det. -Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved. Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem. -Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.
Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme. Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler. -Skriver han? spurgte hun. Tjeneren nikkede. -Ja saa.
-Ja, Deres Naade. Tjeneren gik. -Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade. -Nej. -Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de tændte Lys. Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg fæstede Storkorset. Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende: -Hvor Du skal være fin! -Ja, vi skilter vel alle.
Dagens Ord