United States or Portugal ? Vote for the TOP Country of the Week !
De smilende Blikke, som hun bestandig lod spille ind imod det skjulte Hjørne, hvorfra Stephensens Røst lød, vidnede om, at hun var jeg vil ikke sige just i Solskinshumeur, men snarere i en Tilstand af elektrisk Illumination. En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg allerede havde hørt Sladderen sætte i Forbindelse med Stephensen.
Jeg trak med de Andre paa Skuldren ad Ting, som jeg fandt ædle og ophøiede, forsøgte at beundre, hvad der inderst æklede mig, lod som om jeg troede, at Egenskaben Dyd var Hykleri og Ordet en Latterlighed nei, en Uanstændighed, som en af Stephensens aandrige Veninder sagde.
Jeg blev ved at gaa op og ned ad Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Næve ad Stephensens #alter ego# paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne Bevægelse, idet Døren gik op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen. Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone. Dig? Han er jo kommen her for at male. Hun rystede paa Hovedet.
Selv Stephensens Optræden, der ganske vist gav sig Udseende af en vis Selvstændighed, havde i sit Inderste den samme Charakter: han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Længsel efter at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf hvem veed maaske tilfalder hun dog mig.
Jeg havde en Mistanke om, at de begge to eller En af dem vilde komme tilbage fra Pirna. Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt i et Coupee-Vindue. Han steg ud alene. Jeg styrtede hen imod ham. Hvor er Minna? Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede sig uvedkommende Forespørgsler. Men han betænkte sig. De har Ret, Hr. Fenger, De bør vide det. Hun er paa Sonnenstein.
Det var mig fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur, maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg heller ikke været i Tvivl om, at han netop benyttende sin Kundskab til hendes Hjerte vilde lade dette høist flatterende, næsten melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem.
Om Eftermiddagen den tredie Mai, da næsten Alt var grønt i Haver og Anlæg, gik jeg min sædvanlige Tur ud til »Grosser Garten«. I Begyndelsen af »Bürgerwiese« fængsledes mit Blik af et Portrait, der hang i en Antiqvitethandlers Vindue. Jeg styrtede der over: rigtig, det var Stephensens Pastelbillede af Minna. Men hvorledes var det dog kommet til at se ud!
Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig.
Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens! Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et drillende og dog kjærtegnende Blik.
Men en Dame, der boede ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var en passioneret Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den halve Dag. Det forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber havde hørt hende røre Claveret, og hun kun sjelden viste sig ved Concerterne. Hendes Ydre var man temmelig enig om at beundre.
Dagens Ord