United States or Slovenia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men pludselig genkendte hun Ordene: Täglich ward er bleich und bleicher, bleich und bleicher Og blev staaende lyttende som han. Naar Sangerens Stemme sagtnede, hørte Ellen Carls Aandedrag tungt tæt ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev ubevægelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans. Saa løftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og bleg.
Og naar de havde vexlet de første Hilsener, faldt de begge hen paa en Bænk, og halve Timer sad de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig løs fra Synet af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver. De sadlede Heste maatte vente. Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne.
De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give ham en Time. Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen under sine egne Hænder. Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette eneste i Hovedet: Han ved det ikke.
Ligesom alle blaserede og skeptiske Sjæle var Ellen i sit inderste dybt sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls umiddelbare Sind vække hendes Følsomhed. Der hørte saa lidt til at gøre ham glad, blot en lille Gave, saa ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst.
De maatte holde sig fast i Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa Klitbanken. Thi der oppe fra var Havet skønnest. Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, grønlig-blaat i Middagssolens Skær. Og intet saa de uden Hav og Himmel.
Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin Vifte og sagde: -Nei hun spiller bare "Fædra". Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for Øinene, kun beskæftiget med Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik: -Ja De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig.
Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde siddet med det timevis i sine Hænder. Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det. Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede paa sit Bryst.
Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem Salene. Tilsidst var alting ganske tyst. Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød.
Dagens Ord