United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu saa forst Tinka paa hende ved Lyden af den ligesom dode Stemme og pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen havde spist, og Vaeggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som var hun uden Liv og Blod. -Tine, sagde hun angst og holdt inde paany. Det var som Tine forst rigtig horte nu, da hendes Navn blev naevnt; men hastig vendte hun atter Oret mod Vinduet.
-Forfaerdeligt, sagde han kun. Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine trykkede Ansigtet ind mod hans Kind Taarerne brod frem af hendes Ojne. Saa bojede han sig og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed kyssede han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.
Kun Kammerherren og Provsten horte mer; de andre gik op og ned, rodblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa hverandre, om tusind Ting, Haeren, Generalerne, Tysken; og pludselig skaeldte de Kongen, Kong Kristian. -For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst. Det var Postmesteren, der skreg det forst, og der blev et Raab.
Men saa vaagnede Bolling, og han maatte have sin Morgendrikke forst. -Aa, Herregud, aa Herregud saa snavs det er Madam Bolling talte med sig selv saa snavs det er man maa snart made ham nu som et Barn naa, Bolling, naa ... Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting. Tilsidst kom Bolling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa Bakken og gik op over Loftet.
Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: der var altid noget at tale eller sporge om fra Skovridergaarden. Tine gik op, mens Foraeldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos Madam Bolling, at blev hun forst vaekket om Natten og kom op i Underskortet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kokkenet og ind igen, mens hun stadig talte med Bolling.
Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende; hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, de maate haenge noget andet op noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og de to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet.
Han vilde se dem, han vilde derhen. Men atter flakkede han rundt han var paa Paradisvejen, i Gyden, til han tilsidst slog Folge og gik med Laegen op ad Trappen. Tine horte ham forst, men hun rejste sig ikke. -Tine, Tine, raabte Madam Bolling, og hendes Stemme blev helt hoj og lys af Glaeden, det er Skovrideren det er Skovrideren. -Nej at vi ser Dem igen, nej, at vi ser Dem, blev hun ved.
Forst blev han staaende i Doren, laenge laenet til Karmen og rygende; indtil Tine sagde, med bojet Hoved: -Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De dog siddende, sagde han. Det var Tinka og ham, der talte og mest ham.
Harmonikaerne hylede og Soldaterne trampede Takt. -Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun floj afsted igen. Ude i Gaarden horte man gennem et aabnet Vindue Lovenhjelms Klaver. Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. Officererne var forst nu som rigtig vaagnede; Dorene stod aabne mellem alle Stuer; Latter og Stoj lod fra Rum til Rum.
Tine horte Hundene, der for op igen paa Sofies Vej mens hun langsomt gik hjem imod Skolen. Tine bankede og horte forst Dagge, der tog paa at go, og saa Moderen, der kom af Sengen og ud: -Det er mig, Mo'er, sagde hun. Madam Bolling lukkede op i Nattroje og Kappe med Strimler: Skovrideren er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.