United States or Eswatini ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var et Havblik før Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for det.
Men Thjodolf vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen; han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark, der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne, og Landet var fuldt af Kirker og Klostre.
Dersom Nogen af dem, som læser, hvad jeg her har fortalt, skulde være saa ulykkelig, aldrig at have været i nogen Præstegaard, da vil jeg sige til enhver Saadan: »Reis derud, reis strax, reis heller i Dag end i Morgen, thi ligesom den, der ikke har været i Danmark, ikke kjender det Bedste i Verden, saaledes kjender heller ikke den, som ikke har været i en Præstegaard, det Bedste i Danmark.
En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte.
Elsaß er et frugtbart og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at jeg var i det Fremmede.
Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine Fingre er helt stive,« sagde han. »Skal #jeg# skrive for Dem?« »Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.« »Er De græsk-katolsk?« Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han kort, »Luteraner!« »Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.« Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig mellem Beslægtede.
Under en Samtale med vor Chef om Forholdene herhjemme, bemærkede han, at vi i Danmark havde en stor Mand i Madvig, hvis latinske Grammatik han høilig roste, idet han tilføiede, at den brugtes næsten overalt i England.
Juli blev Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det Hverv at slutte Freden. Ædelmodighed var ikke at vente af Seirherren. Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele Sønderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grænse blev trukket saa uheldigt for Danmark som muligt.
Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke, naar han sad paa Loftet. Hele hans Slægt, alle de gamle, berømte Mænd, som hørte til hans Slægt. Dér laa de. Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke. Der maatte altid hviskes eller synges. Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Danmark stærkt og mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, at Bispen var hugget paa Ligstenen.
Ønsket om en Tilnærmelse i denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde træde sammen for at forhandle om en fælles Retskrivning, fandt almindelig Tilslutning. I Kjøbenhavn valgtes 20.
Dagens Ord