United States or Colombia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab. Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som lod Elskeren og Ørnulf leve højt. Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst. Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring.
Men og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens Ansigt Du er anstrængt. -Jeg, sagde han der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovslægten : -Jeg har det godt, sagde han.
Naturligvis vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de konventionelle Forestillinger Historiens Dom hviler aldrig paa rene Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.
En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over Landskabet. Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa paa Ryggen hen ad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød. De havde længe været tavse.
Han kendte de fleste, og han gik og mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved. Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da Kistelaaget blev slaaet til. Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs Relikvier.
Gamle Mendel lod til at ville overbevise og trøste hende med hele sin Erfaring, han talte saa dulmende, hans Holdning udtrykte al den Omhu og Længsel efter at hjælpe, en Fader kan vise sit Barn. Men Susanna overhørte vist alt, hvad de sagde. Hun sad med Hænderne foldet over Stoleryggen og med det trætte Hoved hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Døren, hun saa ingenting.
Bestandig fløj Næseklemmeren paa og af, mens hun selv føg som en aldrig hvilende Hvirvelvind om de Nyforlovede. Det rørte hende under disse Forhold kun lidt, at Hansen-Maagerup sagde sit Værelse op. Allersnarest var det hende en Lettelse. Den skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven ganske underlig i sit Væsen. Det lod til, at han slet ikke læste mere.
De stod endnu et Øjeblik og saá ud over den hvilende Have. Saa gik de ind. Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; saa listede de sig ind til de sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede i en Krog. -Hvor de er kære, sagde Olivia. Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge. -Hvad er nu det? hviskede Olivia.
Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans Øine, og hun saa hans Læber mens hun smilede. Ja hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved. Et Kærtegn.
Plæne og Marker med de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse alt syntes at blunde i Lyset. -Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin Bog under Armen. De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden: -Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld. Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler i den lyseblaa Luft.