United States or Bahrain ? Vote for the TOP Country of the Week !


"Quando vengo a pranzo, voglio mangiare finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem. I Rom fandt jeg min kjære J. T. Lundbye . Jeg havde længtes efter ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og utrættelig arbeidsom.

Hegel syntes at have sagt Filosofiens sidste Ord. Jeg længtes efter ret at blive bekjendt med denne store Filosof. Fænomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge; det vilde tage mig altfor lang Tid at sætte mig ind i den; men af Forelæsningerne var der flere, der ligefrem berørte mit Hovedstudium, først og fremmest den udførlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg havde stort Udbytte.

Jeg længtes og var uden Søvn. Nu er jeg fattig, Fordi jeg er barnløs ... Opad og Øster ud ... Opad og Øster ud ... Ha jai ja, ha jai ja ... Hvis jeg skulde træffe dig, Sipulortaq, Som før var min Svoger, Du, som ligger Hos Kunigsarfik's Datter, Vil jeg neppe lade dig leve. Lad din Vrede rejse sig Paa din Søsters Vegne! Jeg har forskudt hende ... Opad og Øster ud ...

Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa, naar alt kommer til alt, være slet. "Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han.

Tunge Neg klumper sig sammen i snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke. Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.

Naar saa Afgørelsen er truffen, ligegyldigt hvordan, saa faar man Fred. Det maa vel være det, man kalder Lykke." "En fattig Lykke, synes jeg." "Mon Livet har den rigere?" "Ja men saa hun Din Forlovede?" "Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun længtes efter Lys og Luft, men hun turde ikke selv kæmpe sig frem til det. Saa kom jeg og tvang hende dertil. Nu har hun faaet Ro."

Det var som om hvert Sted i Landet længtes efter dem, de fik mere og mere travlt, skønt de vist næsten havde glemt deres Ærinde. De vandrede om i Landet i syv Aar. Alle Folk kendte dem og tog vel imod dem, naar de kom. Men de var særlig godt kendt i Limfjordsegnen, hvor de trak om en stor Del af Aaret.

I Hamburg sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop. Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time.

Professoren gav Stikreplikkerne, bøjet over Bogen, uden Bevægelse i Ansigter, uden at løfte Øjnene. Og mens William stirrede paa Trækkene, saá han ham staaende den Gang i Sorø smilende med Hænderne i Lommen aa, det Smil. Og mens Sveden sprang frem paa hans Pande, spurgte han sig selv, naar han vilde begynde at smile han længtes efter at se det, han maatte, maatte se det.

Træet længtes efter Ilden, og det strakte sig, saasnart Flammerne havde fat. Røgen søgte rundt i Stuen og satte sig i Ansigtet, saa man smagte af Skov paa Læberne. Træet svedte lifligt i Ilden, Kraften i det dunstede ud og krydrede i Stuen. Men de havde ingen rigtig god Jul, der var kun Brød og gammelt, garvet Spegekød i Huset. Snart var der heller ikke mere at føde Axels Hest med.