United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne.... Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hænderne. -Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen.
Lidt efter kom Jens Andersen, og Mikkel forrettede sit Ærinde, han vidste ikke selv, hvad de Ord skjulte, som han havde at overbringe efter Hukommelsen, men de gjorde Bispen meget eftertænksom. Staa her, sagde han og forsvandt. Mikkel hørte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den kogende Røg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord.
Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde komme til Bispen, da havde Mag.
Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel med Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer, hvor Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde. Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet.
Mikkel tillod sig at smile, da Jens Andersen vilde have ham til at repetere dem tre-fire Gange som et Barn. Ja husk nu paa dem, raabte Bispen endnu en Gang, før Mikkel for ud af Døren. Ærkebispen stod ved sit Vindue med en Gaasepen i Haanden, han vendte sig brat, da Mikkel kom.
Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa mumlede Bispen et "Lev vel" og korte bort. Paa Pladsen drog en Time efter de Naeste ind. En Stund var Kroen belejret. Soldaterne havde megen Torst Saa blev der hurtig stille. Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gaestestuen, gennem Doren mellem Sojlerne.
Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke, naar han sad paa Loftet. Hele hans Slægt, alle de gamle, berømte Mænd, som hørte til hans Slægt. Dér laa de. Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke. Der maatte altid hviskes eller synges. Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Danmark stærkt og mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, at Bispen var hugget paa Ligstenen.
Madam Bolling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet ikke. Saa sagde hun: "Bispen" og begyndte at ryste. Benene vilde naeppe baere hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde ikke se ham hun kunde ikke se ham ... nej.... Men hun maatte jo: Det var Bispen . Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....
De fik den frem; men Madam Bolling kunde naeppe faa den paa med sine stakkels Haender. -Det var Bispen, Bispen nu var de der da alle til Doms. Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde ikke tale, og hun turde ikke se op i hans Ansigt.
Oluf, som paa fjerde Maaned havde paa sin egen Haand drevet Værket, indskikkede saadan en Beretning til Bispen, som følger: imens. Biskoppen var den bekendte Jens Bircherod, der i sin Dagbog omtaler Sagen.
Dagens Ord