United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved Brohovederne, svarede Officeren. Tine blev staaende de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at lyde, Praestens Kaleche kom, Tine stod der endnu: -Han laa ved Broerne. Hun horte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede naeppe hendes Rost. -Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.
Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officeren gik. ... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det igen. De var i Stuerne og ude. For tyvende Gang spurgte Berg i Kokkenet, om Tine var kommen. Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der skete i Skolen. Hun var ikke kommen.
Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og klappede mig paa Skulderen.
Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen: -Frøkenen er blevet syg. Tillad jeg hjælper Dem. Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja jeg er ... ikke vel. Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder. Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde hun.
-Ham havde de elsket som en Son. En Officer stodte til hans Arm: -Kanonaden stiger, sagde han. Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: -Synes De? sagde han. Og han gik bort fra Hojen. Officeren saa efter ham Berg naesten vaklede, mens han gik. -Naa, ogsaa han , sagde Officeren til sig selv og saa efter sin Vaabenbroder. Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden.
Den Høistkommanderende boede i Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget.
Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa mumlede Bispen et "Lev vel" og korte bort. Paa Pladsen drog en Time efter de Naeste ind. En Stund var Kroen belejret. Soldaterne havde megen Torst Saa blev der hurtig stille. Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gaestestuen, gennem Doren mellem Sojlerne.
De vilde, min Tro, nok betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet. Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men Officeren afbrød mig kort: "Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"
»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!« »Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.« Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt nærmere. Skægget gik af! »Hva' ?« Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det hele berusede Korps.
Dagens Ord