United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det vil blive Broerne, det gaelder ... Og der falder en Granatregn nu over Broerne.... I Gaarden stod de dodtraette Heste ludende og dog med loftede Oren under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Laes. Tine gik dem forbi og ind i Stalden hun vilde kalde paa Lars eller Maren : med fremstrakte Halse brolede Kvaeget kort og angstfuldt, med store, bange Ojne, mens Tojret raslede svagt.
Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke mer; her gik hun kun rundt som en dov mellem fremmed Jammer. Tine gik Baronen forbi, der stod taet ved Doren, og hun horte ham raabe: -Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det gaelder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retraeten, har jeg sagt.
-Ja, sagde Ida, der saá ud over den blanke Sø, hvor de hvide Baade laa ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu: -Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.
Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne leje paa Broerne, blev han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling hele Tiden halvt forundret over sine egne Vidundere.
Gud er almaegtig. "Og Himlens Haer skal svinde og al deres Haer skal visne. Til Dom skal mit Svaerd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban". -Gud er almaegtig. Gud er almaegtig Tine laeste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv horte hun ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Oren kun tomme Lyd: Han laa ved Broerne. Faderen talte med.
-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over Broerne. Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Kokkenet, langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa. Hun horte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Doren men han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.
Saa langt man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran.
Rundtom horte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til hinanden. I Dagligstuen sad kun den kobenhavnske Korrespondent, der holdt fast paa en enlig Kaptajn og endte alle Saetninger med at sige: -Nej jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne. -Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet horte i hans Oren lod kun bestandig Skansernes fortumlende Stoj.
Ved Brohovederne, svarede Officeren. Tine blev staaende de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at lyde, Praestens Kaleche kom, Tine stod der endnu: -Han laa ved Broerne. Hun horte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede naeppe hendes Rost. -Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.
Officererne samledes i Klynger, og paa en Gang ingen vidste, hvorfra Rygterne kom hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, et, to, havde vaegret sig ved at gaa over Broerne. Kanonernes Don holdt ikke inde et Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, og fra Majorens Stue hortes korte, hastige Stemmer, mens de Unge ventede, raadvilde og tause. Hans Hojaervaerdighed rullede ind i Gaarden.
Dagens Ord