United States or Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner. -Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun. De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var angst for at komme for naer til Kirkegaarden Nattestunder. -Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu Sofie. Og saa passer du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer ikke? -Ja farvel, jomfru Tine. -Farvel.
Somme Tider søgte de ogsaa op til Kirkegaarden, tog hinanden i Haanden, sluttede Kreds om Gravene og sang Salmer for de døde. Paa den Tid var der ved Pladsen en Kvinde, der ikke længere var ung. Man fortalte, at hun altid gik smukt klædt i en hvid Faareskindstrøje. Det var i de Tider, da Faareskind var Handelsvare deroppe.
Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En, der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette Øjeblik var Alt ganske stille.
Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man saa tage sig til?
Det var ikke videre mørkt endnu, Mikkel tænkte foreløbig kun paa det Pølseskind, han havde fundet, han tog det frem og gjorde sig tilgode med det. Mikkel havde ikke før været paa Kirkegaarden i Mørke, det var om Dagen, han sov der.
Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og Trusler, lod Præsten sig ikke rokke. Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads til Jan her i Plantagen.
Aa, hvor vilde jeg dog gerne blive rigtig syg, for saa fik Du nok Lov af Rosita til at sidde ved min Seng og holde mig i Haanden, naar jeg skulde dø, for Du kan være vis paa, at hvis Rosita blev syg og døde, og Du saa giftede Dig med mig, saa skulde jeg nok være en god Moder for jeres Børn, og jeg skulde hver Dag gaa med dem ud paa Kirkegaarden og fortælle dem om hende; men Ens højeste Ønsker bliver jo aldrig opfyldte her i denne sørgelige Verden.
Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte Talen ind i Kokkenet. Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse.
Folk brod ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen horte man mange Stemmer Praesterne vendte tilbage, faamaelte og overraskede. De havde genkendt Bispens Vogn. Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans Hojaervaerdighed Doren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og Praesterne bukkede tause.
Elskovens Lys, der blev slukt, sluktes for alle Tid. -Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi gaa ind paa Kirkegaarden. Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med Tine og med Børnene i sine Hæle. De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven. -Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren. -Godnat. Haven laa snedækt.
Dagens Ord