Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juli 2025
Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset.
-Ham havde de elsket som en Son. En Officer stodte til hans Arm: -Kanonaden stiger, sagde han. Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: -Synes De? sagde han. Og han gik bort fra Hojen. Officeren saa efter ham Berg naesten vaklede, mens han gik. -Naa, ogsaa han , sagde Officeren til sig selv og saa efter sin Vaabenbroder. Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden.
»For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det Samme.« »Ja saa«, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter: »Kjender De Visen om »Roselil og hendes Moder«?« »Ja vist saa«, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde hen.
Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til at hænge om Korset. Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen. Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i sine Drømme uforstyrret.
Frøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende Toner. Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de flade Hænder. Romancesangerinden "Frøken" Nielsen takkede bukkende. -Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med Taarer i Øjnene. De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.
Du gør heller ikke no'et for det. Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr. Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med deres Navne. Hun gik atter hjem over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort.
Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin.
»Hvor skal vi da gaae hen?« spurgte jeg, der altid var rede til at gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae. »Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden«, svarede denne. »Hvad skal vi paa Kirkegaarden?« »Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser derude.« »Kan De see Spøgelser?« spurgte jeg, »jeg har aldrig været saa lykkelig.«
Han slog med Stokken: -Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele. Inde i Sovekamret blev der bomstille. -Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen. Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa: -Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden.... Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa.
En stærk Modsætning hertil var det pludselig at høre Latter og høirøstet Tale; det var Corpus Juris og Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu atter kom os i Møde. De vare i en hæftig Ordstrid sammen, men i al Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som de kom nærmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde.
Dagens Ord
Andre Ser