United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, der paa den donende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden af tusinde vaeldige Malmklokker. Tine var gaaet ned ad Hojens Kam. -Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede. -Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen. Hun gik bort fra Hojen.
-Ham havde de elsket som en Son. En Officer stodte til hans Arm: -Kanonaden stiger, sagde han. Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: -Synes De? sagde han. Og han gik bort fra Hojen. Officeren saa efter ham Berg naesten vaklede, mens han gik. -Naa, ogsaa han , sagde Officeren til sig selv og saa efter sin Vaabenbroder. Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden.
Han taalte ikke, han udholdt ikke at se paa denne Stilling og dette Ansigt. Og han slog paa Ruden: -Kom, sagde han, vi gaar op paa Hojen. Hun loftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet og tog sit Sjal.
Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket, men hun blev ved med at lobe op paa Hojen. Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. Hun stod laenge; hun vilde skelne et Ansigt, men saa intet. Taus gik den lange, ukendte Skygge forbi forbi og forbi, ud i Morket, hvor Trinene dode.
Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Hojen steg hun over Gaerdet ind i Skovridergaardens Have, hvor Traeerne og Buskene og Roserne, som var indvundne i Maatter, stod som Spogelser i Skumringen. Tine gik op ad Havetrappen, og hun saa ind gennem Doren. Hun kendte hver en Plet, og hver en Plet var lagt ode. Tanker havde hun ikke de var vel allerede dode. Hun bad heller ingen om Tilgivelse.
Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bolling, og vilde igen staa op i sin Kaleche, da en hojtstaaende Stabsofficer red med et Par Ledsagere over Pladsen. Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik de ind paa Kirkegaarden han og Bispen. Fra Hojen over Paradisvejen saa de over mod Vest. -Skal der rommes? spurgte Bispen. -Nej, vi bliver. Man vil , vi skal blive.
Langt ude blev Skovene borte som i blaalige Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Gront. Og i Himlen var der ikke Bund. -Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg. Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lob, lob, alle tre, Hojen rundt. -Ja her er det dejligste Land, raabte Tine, der loftede den fangede Herluf op i Armene.
Dagens Ord