Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juli 2025
Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen, og naar han Klokken tolv, naar han drejede om Hjørnet, saá den kendte Vogn holde nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over Kirkegaarden ind i Kirken.
Ah sa . . . se til ham! lød det fra den anden Side Gaden da skal! høje Raab. Mikkel blev skarp forfulgt, men han løb og løb, og han stansede ikke, før han med et Hop var over Diget og inde paa Kirkegaarden. Her lagde han sig forpustet i Leje mellem Gravene.
Svenden kunde slet ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den Tid kom hun aldrig mere i Butikken. Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden. Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til Bedstefaderen, siden hun kom hjem.
De Planer, som jeg havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at jeg ret havde Mod til at gjennemføre dem. Jeg var adspredt og gav forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; der havde jeg Ro nok til at tænke efter.
-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere. -Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng. ... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret. Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.
-Men Bai, sagde Katinka. -Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen. De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene. Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik. Bai gik i Forvejen.
Det var endda et sørgeligt Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt ... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være, syntes vi.« ...
Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men længere aldrig. For hun var bange for Spøgelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og sikkert var det, at der hjemme spøgede i det blaa Kammer, det gjorde det. Hun bekræftede det med et Nik: -Det véd ogsaa Fritz, sagde hun. Men den, der spøgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saá man hende, skulde nogen dø.
-Over Kirkegaarden, sagde Katinka. -Ja det er den nemmeste Vej og der er #kønt#. Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem. -Ja, sagde Bai, en bevæget Dag en godt anvendt Dag.
Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i Sneen stod Kirken, hvid og stor. De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt. Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen. Lys var der kun af Stjernerne over dem. Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i Graven. De talte om Sognefogdens Søn. -Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine. -Det siger man.
Dagens Ord
Andre Ser