United States or Afghanistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han var tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget paa Kancelliraadens Enemærker Tjenestepigernes Fløj i Byfogedgaarden gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og Penge.
De er tørre Jyder i god Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i Kancelliraadens Dage.
Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød, at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af #Stranden#!« #Stranden# var alles Ven og Tilflugt ogsaa Kancelliraadens.
Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden, tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør, at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle Kancelliraadens Penge. Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden.
Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne, men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke fordrage Kancelliraadens selvraadige Person.
Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme med i Kancelliraadens Baad.
Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en levende Neger men kloge Folk, som mener, at den amerikanske Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde.
Fartøjet var Vrag og Ladningen blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa #sin# Part og fik Skyld for mere. #Kaptajnen# kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger Havet havde i hvert Fald ikke taget #ham#, hvordan det saa end forholdt sig med Ladningen.
Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa #blev# han. #Jan# var hans Navn, og han viste sig at være en ferm Tjener. Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling.
Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked.