United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !


De andre var hørt op at spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom. Hun vandt. -Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort. -Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt selv Kortene. Hun tabte; og vandt og tabte. -Mer Mer hun havde atter tabt. Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv. -De ruinérer Dem, sagde hun. Ellen hørte ikke. En Gang endnu.

Efter Eftersynet kom hun til Saede paa Trappen med sin Strompe. Madam Henrichsen sad ovre hos sig mellem de to hvide Sejler. -Saa er hun henne, sagde Madam Bolling; Og Gud ske Tak hun stred sin Strid. -Ja, hun var et Skrog, bekraeftede Madam Henrichsen. -Men Gud loser op til sin Tid, sluttede Madam Bolling, og de strikkede tause.

... Tine havde sat sig hun vidste ikke, om Fru Appel havde hort hende, for hun havde ikke hilst og ikke rort sig. Men saa sagde hun: -Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han. Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, maatte kalde dem frem. Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og stirrede paa det blege Ansigt.

Ogsaa ved Bronden haengte et Par Soldater, som begyndte at hjaelpe hende med Spanden. -For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk. Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.

"Skovriderens Ret" bar Tine selv. Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig. En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne Ord og heller ikke Svaret.

Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, der paa den donende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden af tusinde vaeldige Malmklokker. Tine var gaaet ned ad Hojens Kam. -Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede. -Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen. Hun gik bort fra Hojen.

Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os.

Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han blot for overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause at fortælle hende alt.

Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den tungsindige Sang, tænkte hun: -Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand. Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet nogen Tid tause, sagde Vilsac: -Og De De bliver her? Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?

Kort efter Daggry gik hun hjem. -At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bolling, der var i Kokkenet, og slog sine Haender om den tause Datter. -Ja jeg er just staaet op, ja, jeg er just staaet op, sagde hun; hun vilde ikke fortaelle, at hun ikke havde vaeret i Seng, det vilde jo bare gore Tine urolig. Tine gik ind til sin Fader. Han havde faaet en ny Tidsfordriv.