United States or Malawi ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. -Ja. Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved Doren hurtigt, som havde han siddet Tine alt for naer: Kom ind. Det var blot Madam Bolling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, som hun vilde bringe herned"....
Hendes Piger kom ikke og man horte hendes Raab ude i Gaarden. ... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten. Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas. -Det er mig, sagde Tine. Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod Morket. Natten gik, og Dagen lysnede. Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu stormedes Dybbol.
Men hun lob alene det var jo maaneklart og ganske lyst. -Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun lob, kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, hun kunde dem jo udenad Saetning paa Saetning. Julen blev naer. I den sidste Tid maatte Tine hjaelpe Fru Berg med hendes Presenter.
Fra Bryggerset lod der et stort Spektakel, det var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den morkeste Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo ved, hvor naer mig er min Ende", saa det skingrede mod Laden: Kong Fred'rik hviler nu paa Baare og slumrer sodt i Dodens Blund; nu rinder Folkets Takke-Taare for Drotten fra hvis djaerve Mund det lod saa tit: min Tak modtag!
Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner. -Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun. De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var angst for at komme for naer til Kirkegaarden Nattestunder. -Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu Sofie. Og saa passer du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer ikke? -Ja farvel, jomfru Tine. -Farvel.
-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene naer gennem Stormen. ... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv.
Officerens Stemme var saert tydelig og han saa frem for sig, mod Skanserne. Bispen taug lidt; hans Mund skaelvede en Smule. Saa sagde han; -Ja, de Maend er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste. Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang naer. Den sank i et luende Rodt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod. Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.
Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bolling. De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne det var, som den staerke Sang vilde fylde det tause Hus. Hvo ved, hvor naer mig er min Ende? Se, Tiden meget hastig gaar, hvor let og snart kan det sig haende at jeg mit Vandrebudskab faar. Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro i Afskedstimen Trost og Ro.
Han stod hende ganske naer, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Foraeldrenes Ryg. tog han hende, daekkende hende med Kys. Bolling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte dem med Jubel. Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bolling Sovemiddel.