Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 22. juni 2025
Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide Skaeg; han saa et Nu hen over Borde og Glas og de vaeltede Stole: Stort Selskab, sagde han og saa hen ligesom gennem sin Provst, der endnu hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro I Afskedstimen Trost og Ro. Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for at se, hvem det var, der kom saa silde. -Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte saette sig strax ved Doren: det er Bispen det er Bispen. Lise lob ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret: -Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.
Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier. Men Grevinde Urne sover ikke. Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens Berøringer smerter hende. Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem ikke.
Og han ruskede i ham. Men det var, som om den lille Kapellan ikke maerkede det. Med sit Dvaergeansigt, der saa ud som forvaaget, helt op til Fangels, sagde han kun: -Men hvad vil da Gud med sit Danmark? Og gamle Fangel folte selv sine Ojne svide, da han efter at have besorget Kapellanen kom i sin Vogn. Bispen var endnu alene.
Han laa i et Hus bevogtet som Fange, og Folk der gik til og fra, hørte Bispen skoggerle. De saa ham ligge med røde Kinder og bitter om Munden som en Djævel. Han var fra Samlingen, de hede Øjne havde et overnaturligt forskende og advarende Blik.
Bispen rakte gamle Gotsche Haanden og sagde mildt: -Vore stakkels Bollings vore stakkels gode Bollings. Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevaegelse, sagde han, mens han hastig og naesten krampagtig forte Haenderne op til sine Ojne: -Ja, ja "Se vi er kun dine Tjenere giv os at fatte dine Vidnesbyrd ". Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.
Bispen fra Ny Zeeland kunde smøre dem om Munden og føre dem til Dannevirke. Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom til at tænke paa Hans Christian Ørsted og blev ved at le: -Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun. Hans Excellence sad lidt, før han sagde: -Ja, han var Anders Sandøes Broder.
Han saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han lo. Det var selve Bispen. I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var det, ligesom Spøgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til hinanden med vaade og røde Øjne, de tørrede sig og tog forgæves Tilløb til Grin igen. Pigen paa Fadet sænkede langsomt Hovedet, det sorte Haar faldt fremefter og hang lige ned.
Axel skulde videre til Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde. Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de andre.
Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit høje Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da nikkede Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde lejet. Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet varede ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde baaret Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf.
Dagens Ord
Andre Ser